22. september 2014

DIKUrevyen: En stolt datalogisk tradition (1:2)

DIKUrevy

Traditioner kommer og går, men DIKUrevyen er efter alt at dømme en datalogisk tradition med vilje og evne til overlevelse. Revyveteranerne Peter Johansen og Erik Meiling tager os med ned af Memory Lane og fortæller om omstændighederne bag DIKUrevyens begyndelse tilbage i 1973.

Peter Johansen (tv.) og Erik Meiling (th.) fortæller om DIKUrevyens begyndelse på stamværtshuset Lumskebuksen.

DIKUrevyens historie tog sin begyndelse, da DIKU i 1970 udsprang fra panden af matematisk institut. Heraf skabtes en helt særlig fagkultur præget af stor optimisme og skabertrang. Erik Meiling oplevede den energiske pionérånd, der prægede det nyfødte fag, som et friskt pust, der satte gang i fantasien:

- Alt kunne lade sig gøre - om ikke andet forsøges! Og de studerende væltede ind til det nye studium i et antal, der sprængte alle rammer. Med den faglige pionerånd fulgte en stor selvbevidsthed og en ligeså stor social pionerånd. Man boede nærmest på instituttet, og inden for instituttets rammer kunne man få opfyldt alle slags behov. Der blev arrangeret lange traveture med nedgravede væskedepoter undervejs, fester ved enhver lejlighed, fælles madordning og kantine, en forening til latterens bevarelse, en fanatisk variant af det ædle kortspil agurk, datalogisk kvindeforsyning – og så selvfølgelig en revy!

Ideen til revyen kom pludseligt og udførelsen af det første års revy var præget at stor spontanitet og en hel del tilfældighed, fortæller Peter Johansen:

- At lave en revy blev foreslået af en studerende, som var instruktor på dat1: Carl Johan Rosenkvist. Det var ingen sag, hævdede han. Hans bror kørte en revy på restaurant Studenterkilden i Dyrehaven. Og vi kunne spille på hans grund i Nordsjælland. Der var masser af teltplads. Da vi havde sundet os, tog vi fat med sketches, sange, scenografi. Det gik derudaf, vi manglede bare et klaver. Heldigvis lånte parentesen os deres. Parentesen var en nu hedengangen forening for matfys'er. Vi vidste ganske vist ikke, hvordan vi skulle få klaveret op i lyngen hos Carl Johan. Det ordnede Anne Mette Staugaard, som dengang var førsteårsstuderende. Dagen før revyen ankom klaveret på en åben ladvogn eskorteret af 6 af hendes venner på motorcykler. Nu var alt klar og revyen kunne løbe af stablen. Bagefter dansede vi hele natten i det fri.

En revy med vokseværk

DIKUrevyen startede således i det små, og i de første år var det så som så med organisationen. Fx gik der lang tid før man fandt på at sælge billetter - man lagde blot penge i en kasse. Opbakningen var derimod stor lige fra starten. De to gamle revyister skyder på, at godt halvdelen af det dengang spæde institut var til stede da revyen blev indstiftet.

Efterhånden begyndte det at stå bedre til med professionalisemen: Man fandt snart ud af, hvor vigtigt det er for leveringen af budskabet med en sketch, at give publikum lov at klappe færdig inden man fortsætter med sine replikker. Hurtigt blev der tilføjet tæppe til det fodboldmål, der i starten udgjorde revyens scene, og efterhånden udvidedes funktionaliteten med snoretræk og glughul. Det enlige klaver fik med tiden selskab af saxofon og trommer, og på 3. år rykkede revyen indendøre til kantinen i Sigurdsgade.

Instituttets vokseværk gjorde dog, at man snart måtte flytte til Vermundsgade for at få plads til hele publikum. Her var der mulighed for at slå tre klasselokaler sammen, og man konstruerede et auditorium med borde stablet oven på hinanden, så tilskuerne på de bagerste rækker måtte sidde i heden helt oppe under loftet. Interessen for at se revyen blev så stor, at revyen måtte flytte til Lille UP1 (her blev den til efter 25-års jubilæet) for endeligt at ende i Store UP1.

Hvor blev TAP’erne af?

DIKUrevyen, som vi kender den idag, er en ren studenterdrevet revy, men sådan har det ikke altid været. I begyndelsen var revyen tænkt som et samlingspunkt for hele instituttet, for både studerende, undervisere og administration. Som nyt institut var det vigtigt at finde på noget, som kunne skabe sammenhold og traditioner:

- Ideen var at lære hinanden at kende på andre måder end det rent faglige. Når man har grinet, svedt, triumferet og måske oplevet et enkelt nederlag sammen, kommer man tæt på hinanden, og samarbejdet bliver bedre på alle områder, fortæller Peter Johansen

- Hvis man kan få folk til at grine, er der meget, der går meget lettere, istemmer Erik Meiling. Han begyndte på revyarbejdet som studerende og har fortsat i alle de år, han derefter var adjunkt på DIKU.

For Peter Johansens vedkommende har revyarbejdet altid været som at være medlem af én stor familie, og dette har han ikke givet slip på. Han er et kendt ansigt i publikumsrækkerne til hvert års revyforestilling, og selv som professor emeritus stod han på scenen så sent som 2013, da han indledte 40-årsjubilæumsrevyen, og flere husker ham endnu for at lave sellerisuppe ved revyens årlige sommerhustur.

Selvom underviserne i dag kun deltager i mindre omfang (og udelukkende i film), er andre helt forsvundet: TAP’erne er ikke længere involveret. Revyen er en tradition man i høj grad fødes ind i som datalogistuderende, en tradition man derefter fortsætter som DIKU-ansat og alumne. Men at komme udefra, med en helt anden uddannelsesbaggrund, og opleve denne højst faginterne begivenhed, må for mange være et uoverkommeligt kulturchok.

Kontinuitet med drys af stunts, step og en sur citron

Det ydre rammer og professionalismen har gennemgået en forrygende udvikling i DIKUrevyens 41 år lange historie, men kigger man på indholdet, ses en klar kontinuitet. Den har alle dage været fagintern, og, i modsætning til andre revyer, kun sjældent politisk.

- Meget er ændret, men endnu mere er det samme. Man kan sagtens finde en rød tråd i de mange skildringer af datalogens og datalogiens vilkår, mener Erik Meiling.

En af lighederne er, at der gennem alle årene er blevet produceret sange og sketches af meget høj kvalitet. Erik Meiling og Peter Johansen har indvilliget i, at udpege deres egne personlige favoritter fra egen produktion:

Læs Erik Meilings sang, "Herren som skabte...", og Peter Johansens sang, "Jens og Sofie".

Revyen viste sig som frugtbar jord for at bringe folks skjulte talenter frem i lyset -  om talentet så var versefødder, sang, klaverspil eller noget helt tredje. Et år havde datalogerne fx fået stunt-undervisning af Martin Spang Olsen, og årets revy var således præget af rullefald og slåskampe. Et andet år kunne revyen præsentere et stepnummer, leveret på en bordplade for at give lyd. Alle talenter kunne med andre ord bruges.

Peter Johansen husker, at DIKU i midt-80’erne husede en meget aktiv jonglørklub, så aktiv at den ligefrem arrangerede en jonglørkongres med optog op ad strøget. Jonglørtalenterne kom i funktion i revyen i forbindelse med et citron-jongleringsnummer, hvor Peter Johansen dog floppede ved den stort opsatte finale, hvor han skulle gribe en citron i munden. Da han tabte den råbte en meget vokal publikum højt og skingert: “surt show!”

Det mildest talt livlige publikum, og skuespillernes interaktionen med det fra scenen, er måske en af DIKUrevyens mest gennemgående træk.

DIKUrevyens historie 2:2

I anden del af føljetonen om DIKUrevynes historie fortæller Lektor Torben Mogensen om sit engagement i DIKUrevyen fra han startede som studerende på DIKU til i dag. Her får vi også et sjældent indblik i omstændighederne bag oprindelsen til DIKU's uofficielle slagsang, 'I morgen er verden vor'.