»De store overraskende ideer fås tit af enkeltpersoner uden brug af store eksterne midler: Genier der går og tænker dybt over tingene, og hvor resultaterne er uvisse, indtil brikkerne falder på plads.« Her atomfysikeren Niels Bohr. Arkivfoto: Scanpix

I den seneste internationale Shanghai-forskningsvurdering er datalogi det fag ved Københavns Universitet, der har den bedste ranking, men samtidig det fag på Science, som forbruger færrest eksterne midler. Det er stor forskning til små midler; godt for Danmark, men paradoksalt nok skidt for universitetets økonomi.

Den seneste udviklingskontrakt mellem IT-Universitetet og uddannelses- og forskningsminister Sophie Carsten Nielsen (R) skærer det ud i pap: »Det totale forbrug af eksterne forskningsmidler divideret med antal senior-VIP-årsværk skal være mindst 650.000 kr. i 2015, 800.000 kr. i 2016, og 1.000.000 kr. i 2017.« (en senior VIP er en fastansat lektor eller professor). Det er altså et direkte krav, at der skal forbruges mange penge!

Hvorfor dette bagvendte krav om store udgifter? Universitetets opgave er forskning og forskningsbaseret undervisning, og det gælder inden for alle fagområder. Universitetet får penge for den udførte undervisning, men desværre får de stort set ingen penge for den udførte forskning. Forskernes løn skal indirekte finansieres via forbrug af eksterne forskningsmidler. De kommer nemlig typisk med et overhead – et administrationsbidrag – som er en vigtig indtægt for universitetet. Ved et trylleslag er udgifter blevet til indtægter, og derfor gælder det for universitetet om at forbruge så meget som overhovedet muligt.

Læs hele debatindlægget på berlingske.dk