Grundlæggelsen og de første år

Behov for et datalogisk institut

I 1966, samme år som Peter Naur opfandt begrebet datalogi, nedsatte Københavns Universitet et EDB-udvalg for at undersøge universitetets behov for elektronisk databehandling. Udvalget besluttede, at Københavns Universitet skulle have et fælles databehandlingscenter, som alle fag på universitetet kunne benytte sig af. Derudover skulle der undervises i datalogi på alle fakulteter, og der skulle oprettes en rendyrket datalogilinje for matematikstuderende, der ønskede at specialisere sig i datalogi.

I 1968 kom der imidlertid en ny og udvidet plan. Der skulle hurtigst muligt oprettes et professorat i datalogi, og straks efter besættelsen af professoratet skulle der etableres et datalogisk institut, som skulle få ansvar for fagets fremtidige udvikling. Professoratet blev besat af Peter Naur i 1969, og i 1970 blev Datalogisk Institut på Københavns Universitet – DIKU – grundlagt. Et lille, nyt institut i kælderen i Bygning E under H.C. Ørsted Bygningen på Østerbro var nu født.

Ved oprettelsen i 1970 havde instituttet 40 medarbejdere. De videnskabelige medarbejdere var fordelt på et professorat, tre amanuenser (en midlertidig underviserstilling for færdiguddannede kandidater), to heltidslektorer, fire deltidslektorer og 24 kandidatinstruktorer. Administrationen bestod af to sekretærer og fire tekniske medhjælpere. Faget var fra begyndelsen populært, og instituttet underviste over 500 studerende.

 

Studerende fik medbestemmelse og praksisnær undervisning

De indledende år på DIKU blev især brugt på at opbygge en forståelse af, hvad datalogifaget skulle indeholde, og hvordan DIKU skulle være. Peter Naur lagde fra begyndelsen vægt på demokrati, medbestemmelse og åbenhed, og det skabte et unikt samarbejde mellem forskere, studerende og administrativt personale.

Seks måneder forinden instituttets åbning inviterede Peter Naur til et åbent møde med temaet ”Hvad synes vi er essentielt for det nye institut, vi er ved at skabe?”. Det blev blandt andet besluttet, at de studerende skulle evaluere al undervisning og dermed have medbestemmelse i forhold til indhold og undervisningsform på nye kurser.

Peter Naur var nyskabende i sin tilgang til undervisning. Det var vigtigt for ham, at undervisningen i datalogi afspejlede den praksis, som dimittenderne skulle ud i. Datalogistudiet bestod derfor allerede i de første år af en del gruppe- og projektarbejde. De studerende skulle løse virkelige problemer under supervision af undervisere og ældre studerende, fremfor at studere problemer og metoder udelukkende teoretisk.

Der blev samtidig lagt vægt på, at de studerende opnåede kompetencer i at planlægge og implementere projekter. Instituttet fik mange efterspørgsler fra erhvervslivet, som gerne ville have hjælp til løse datalogiske opgaver – langt flere end der var penge til. Derfor blev opgaverne også tilbudt de studerende på kurset ”Datalogisk praktik”.
   

En studerende som institutleder

Peter Naur kom aldrig rigtig til at trives med rollen som institutbestyrer, og der blev derfor i 1971 valgt en ny bestyrer. For første og eneste gang i Københavns Universitets historie blev en studerende valgt til at varetage denne opgave. Det var Flemming Sejergaard Olsen, som fungerede som institutbestyrer i 1972-73. Undervisningsministeriet var hurtige til at sørge for, at lovgivningen blev ændret, så dét ikke kunne gentage sig.

Selvom instituttet blev oprettet netop som studenteroprøret rullede hen over universitetsverden, ramte bølgen ikke rigtigt DIKU. Eftersom en studerende havde siddet som institutbestyrer, og der generelt var et ønske fra DIKU’s medarbejdere om at involvere de studerende, var de studerende ikke så modtagelige overfor oprøret. 

 

Unik studenterkultur

Mange af de første studerende på DIKU beskriver det sociale liv som værende meget stærkt. Nogle studerende boede nærmest på instituttet, hvor der hurtigt blev etableret en fælles madordning og kantineforening. De studerende arrangerede vandreture og kortspilsturneringer, fester ved enhver lejlighed, og flere samledes om at lave deres egne computerspil.

Den dag i dag er kantinen i Universitetsparken 1 stadig et vigtigt samlingspunkt for DIKU’s studerende, hvor de mødes på tværs af årgange og hjælper hinanden. De studerende driver selv kantinen, hvor man kan få en gratis kop kaffe, og der bliver holdt julefrokost, klippeklistredag og meget mere.

Generelt består foreningslivet blandt de studerende stadig. For hver årgang nye studerende er der dukket nye foreninger op. Heriblandt hackergruppen Pwnies, som er nået helt til finalen i DefCon – det uofficielle, men berømte verdensmesterskab i hacking.
 

En af landets ældste studenterrevyer

Et andet centralt samlingspunkt i DIKU’s studiemiljø er studenterrevyen, der blev startet i 1973 som en af Danmarks ældste studenterdrevne revyer. Først i 1989 kom den næste revy på banen i Universitetsparken, nemlig Fysikrevyen.

Der opstod hurtigt en godhjertet rivalisering de to revyer imellem. Dette kan man være vidne til den dag i dag under afholdelsen af både DIKUrevyen og Fysikrevyen, som altid lægger ud med en højrøstet sangbattle med udgangspunkt i datalogernes helt egen slagsang, ”I morgen er verden vor”.

DIKUrevyen er fortsat et af årets absolutte højdepunkter blandt de studerende. Nogle af de ansatte deltager også som publikum. Faktisk var revyen i begyndelsen tænkt som et samlingspunkt for hele instituttet, både for studerende, undervisere og administration. Revyen var således med til at skabe sammenhold og traditioner på det unge institut. Genopliv minderne i DIKUrevyens offentlige digitaliserede arkiv her.
 

Forskningen de første år: Naur skifter fokus

Med mange studerende og kun få undervisere var det en stor opgave at etablere et datalogisk forskningsmiljø i Danmark. Tiden gik først og fremmest med undervisning, og flere af Peter Naurs forskningsaktiviteter fik et videnskabsteoretisk formål. Han producerede en række artikler og lærebøger, som skulle opbygge en forståelse for faget. Her beskrev han blandt andet sit syn på data, og hvilke fundamentale spørgsmål faget måtte stille.

Omkring 1972 forlod Naur desuden sin interesse for det formelle arbejde med programmeringssprog og begyndte i stedet at interessere sig mere for, hvordan mennesker arbejder med programmer. Peter Naur var tidlig i sin opfattelse af, at vi ikke kan designe IT-systemer på forhånd uden at inkludere brugerne og deres praksis. Han mente, at det var vigtigt altid at huske på, at computere er et værktøj for mennesker.

Derudover blev der i de første år af instituttets levetid forsket i at udvikle medicinske målesystemer, specielt til at lave målinger i hjernen. Danmarks første kvindelige datalog, Edda Sveinsdottir, lykkedes med at bygge et gammakamera med indbygget ”minidatamat” i samarbejde med sin mand, der allerede dengang var en verdensberømt læge og hjerneforsker.

Kameraet gjorde det for første gang i historien muligt at lokalisere hjernefunktioner som tale, syn, bevægelse, hørelse og epileptiske centre i en levende hjerne. Denne banebrydende hjernescanningsteknik, som kaldes tomografi, bruges stadig den dag i dag til at diagnosticere for eksempel Alzheimers og Parkinsons Syndrom.  
  

Undervisningen de første år: Bag kulissen ligger universale kompetencer

Hvad bestod datalogiundervisningen af i de første år, sammenlignet med i dag?

Set udefra har den teknologiske udvikling flyttet sig med raketfart over de sidste 50 år. Nogle vil derfor blive overraskede over at høre, at de underliggende datalogiske kompetencer stort set er de samme som for 50 år siden.

At skrive programmer og løse problemer med algoritmer er universale kompetencer, som altid har været en del af undervisningen. Derfor adskiller indholdet af undervisningen for 50 år siden og undervisningen i dag sig i virkeligheden ikke betydeligt. Den største forskel er, at vi i dag er i stand til at gøre langt flere ting med vores computere.

Gennem tiden er computerens software skridt for skridt blevet hurtigere, og hardwaren er blevet mindre. Samtidig kan nutidens computere rumme meget større mængder data. De små computere, som i dag er indbygget i vores mobiltelefoner, er langt stærkere end de maskiner som sendte de første mennesker på månen!

På 1970’ernes DIKU blev hele etager brugt til at rumme de fyldige computere i særlige maskinrum, og de studerende lærte at bruge bånd og hulkort til at lagre data og indlæse programmer. Computerne og hulleapparaterne var ikke DIKU’s alene, men tilhørte RECKU – Regionalt EDB-center ved Københavns Universitet. De blev varetaget af en operatør, og for at få adgang skulle man ansøge om lov til at blive bruger.

Muligheden for at arbejde med store mængder data i dag har gjort, at underdisciplinen datavidenskab (Data Science) er kommet til, hvilket DIKU i dag tilbyder en hel bacheloruddannelse i (uddannelsen Machine learning og datavidenskab). Her arbejder man særligt med at lære at håndtere, organisere og analysere store datamængder.

Skal man nævne en anden ting, som har ændret sig fra instituttets begyndende undervisning og til i dag, er det, at der er et større fokus på at kunne samarbejde i store grupper. Gruppearbejde har altid været en del af DIKU’s uddannelser, men i og med at softwareudviklingsprojekter er langt større i dag end for 50 år siden, stilles der større krav til at kunne arbejde agilt.