Verdensdag for vådområder: En vigtig nøgle til klimakrisen gemmer sig i moserne

Han er verdenskendt for, at se væsentligt yngre ud end sin alder. Et par tusinde år plus det løse faktisk. Da Tollundmanden i 1950 blev fundet i Bjældskovdalmosen troede hans opdagere, at han var et nyligt mordoffer.

Årsagen til det er, at Tollundmanden - som andre moselig - er fundet i et vådområde. Her har han hurtigt og vedvarende været uden ilt, som er en forudsætning for den naturlige nedbrydningen af hans krop ligesom alt andet organisk.

Og det er netop det, der gør vådområder til et af de stærkeste naturlige midler, vi kan anvende, for at forhindre klimaforandringer. Noget, der de seneste år gradvist er gået op for både forskere og beslutningstagere, - og som fejres i dag d. 2 februar som World Wetlands Day, sammen med områdernes vigtige rolle i forhold til at bevare natur og biodiversitet.

På Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet skal et nyt center, Global Wetland Center, de næste 6 år undersøge og kortlægge vådområdernes potentiale og lokale variationer med hjælp fra en bevilling på 60 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden. Det sker i et samarbejde med Datalogisk Institut (KU), GEUS og DHI. 

”Der er lokale forskelle, som skal undersøges, men vi ved allerede at bevaring af naturlige vådområder overordnet giver en markant nettogevinst på klimabudgettet. Under de rette forhold kan de optage CO₂, og lagre det under skjold af vand, der forhindrer nedbrydningen på ubestemt tid. Fuldstændig ligesom Tollundmanden og Grauballemanden. Var de begravet et iltholdigt sted, havde vi ikke kendt de navne,” siger lektor Guy Schurgers fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, som leder det nye center.

Unikt CO₂-optag med en lille streg i regningen

Ligesom i en skov optager vådområdernes træer og planter CO₂ fra atmosfæren. Men hvor planterne havner på skovbunden og nedbrydes, falder de i vådområder ned under et dække af vand.

”Skove havner efter en årrække i en ligevægt på grund af nedbrydningen, hvor optaget og udledningen af CO₂ går i nul. Det gør vådområder ikke. På grund af vandets evne til at lukke af for ilten fra atmosfæren fortsætter områderne unikt med at trække CO₂ ud af atmosfæren,” forklarer Guy Schurgers.

Det betyder også at vådområder lagrer mange års optag af kulstof. Tørvemoser udgør for eksempel kun omkring 3% af jordens landmasse, men de lagrer dobbelt så meget kulstof som alle verdens skove tilsammen.

Men der er et minus i regnskabet som skal undersøges nærmere: Metan og lattergas.

”Vi ved, at områderne samlet set globalt er den mest effektive måde at trække CO₂ ud af atmosfæren og fastholde den naturligt, men der findes også lokale vådområder, hvor drivhusgas-regnskabet er negativt. Det skyldes blandt andet, at vådområder har et negativt biprodukt af den manglende ilt. Det gør nemlig, at der kan produceres metan. Det er i små mængder, men metan er en potent drivhusgas og det er vigtigt, at vi får undersøgt den mekanisme til bunds, ”siger han.

I kvælstofrige områder kan de iltfattige forhold desuden medvirke til at der produceres lattergas – en anden vigtig drivhusgas. Det sker fx i gødede rismarker eller vådområder, der får kvælstof ind fra nærliggende landsbrug. Derfor bliver det en af centrets helt centrale opgaver at opnå lokal viden om vådområder verden over.

Eksperimenter skal finde lokale forskelle og løsninger

Vådområder er nemlig ikke bare én ting. Derfor er det, ifølge Guy Schurgers, afgørende at Global Wetland Center udvikler modeller, der kan bruges til at studere fænomenet, som både kan tage højde for lokale forskelle - fx den rolle vandspejle spiller i troper og tundra og ved kysten eller inde i landet og samtidigt er i stand til at registrere fælles kendetegn på tværs af forskellene.

”Når modellerne kan skelne korrekt, håber vi, at de kan bruges til at kortlægge omfanget af vådområder globalt og give os en bedre idé om præcis, hvad de her områder betyder for klodens klima ved hjælp af satellitbilleder. Deres øgede opløsning i dag giver muligheder, som ikke eksisterede for fem år siden,” siger Guy Schurgers.

Men for at gøre det muligt, er det ikke nok at studere vådområder oppefra - forskerne må ned på jorden. For mange steder er forskernes viden om vådområder meget begrænset. Især for de vådområder der befinder sig uden for den vestlige verden, som er de mindst velstuderede.

Centeret vil derfor udeføre casestudier med konkrete eksperimenter i vådområder, i første omgang i Vietnam, Tanzania og Norge.

Et vigtigt punkt på centerets agenda er nemlig, at resultaterne ikke strander på en universitetshylde, men kommer hurtigt videre til beslutningstagere og er brugbar. Det er også en årsagerne til at projektet satser på case-eksperimenter.

”Med feltstudierne vil vi få eksperimentelle resultater, som er klar til at blive brugt i praksis. Derfor sørger vi også for at tænke lokale hensyn med i designet, så det vi finder frem til faktisk bliver brugt af myndigheder og ikke bare ender som teoretiske øvelser,” slutter forskeren.