Vores blotte tilstedeværelse som kvindelige it-forskere er ikke nok til at skabe langvarig forandring

Debatindlæg af Pernille Bjørn og Valeria Borsotti bragt på Altinget.dk den 22. januar 2021.

På trods af at ligestilling mellem mandlige og kvindelige forskere, især indenfor datalogi og øvrige it-fag, længe har fået opmærksomhed i både politik, medier og forskningsprojekter, går udviklingen langsomt.

Vi mener, at en af årsagerne til den langsomme udvikling er, at ligestilling i forskning endnu ikke er blevet gjort til en konkret politisk prioritering, hvor der sættes klare mål for universiteterne.

Det er på trods af, at alle offentlige danske institutioner siden ligestillingsloven fra 2000 har forpligtet sig til at arbejde aktivt med ligestilling gennem såkaldt kønsmainstreaming. 

Årlig rapport er mangelfuld

Manglen på politisk prioritering af ligestilling på de danske universiteter viser sig blandt andet i måden hvorpå ministeriet indsamler data om emnet.

Uddannelses- og Forskningsministeriet udgiver hvert år en rapport om mænd og kvinder i dansk forskning (Talentbarometeret), som primært har fokus på ansættelser og karriereforløb.

Men det er mangelfulde og næsten udelukkende kvantitative data, som negligerer en række andre relevante indikatorer, såsom fastholdelse og forfremmelse, trivsel og sygefravær, kønsbaseret vold og andre former for diskrimination.

For ikke at tale om supplerende data om nationalitet, etnicitet og socioøkonomisk baggrund.

Kombineret med de manglende forventninger til forskningsinstitutionerne, når det kommer til at sætte – og opnå! – konkrete mål for ligestilling, vil denne tilgang efter vores mening på lang sigt hindre fremskridt fremfor at støtte en positiv forandring.

Tung byrde

En del af forklaringen på, hvorfor et flertal af unge kvinder går andre uddannelsesveje end it-fagenes, lyder ofte, at de mangler kvindelige rollemodeller inden for it at spejle sig i.

Men lad os sige det som det er: Vores blotte tilstedeværelse som kvindelige forskere er ikke nok til at skabe langvarig forandring.

Som nogle af de få kvindelige forskere i datalogi kan det tilmed være en tung byrde at bære, hvis vi både skal påtage os mange serviceopgaver i diversitetens tjeneste (for eksempel at sidde i diverse udvalg), samtidig med at vi skal tage os af de egentlige forskningsaktiviteter der gør, at vi kan stige i graderne.

Arbejdet med og forskningen i diversitet er ofte en ekstra arbejdsbyrde, som ikke opfattes som ”rigtig” forskning, der kan lede til forfremmelse.

Vi har derfor brug for stærkere politiske og organisatoriske interventioner – og de må ganske enkelt begynde med mere nuancerede data om de lokale forhold på de enkelte institutioner.

Bedre data vil unægteligt gøre det lettere for politikerne at beslutte, hvor og hvordan vi skal sætte ind.

Bedre data om ligestilling

Vi foreslår følgende tre områder som udgangspunkt for både kvantitativ og kvalitativ analyse og rapportering af ligestillingsdata på tværs af landets universiteter:

• Fastholdelse og forfremmelse: Hvordan kan vi forstå de situationer hvor kvindelige forskere og forskere med minoritetsbaggrund enten forlader universiteterne eller ikke rykker sig fremad i deres karriere? Hvad er grunden og hvad kan vi ændre?
  
  
• Procedurer omkring indberetninger: Kan klager om chikane og diskrimination indberettes effektivt, og er procedurerne gennemsigtige? Hvordan er systemet designet til at hjælpe og støtte ofre, og hvad kan forbedres?
  
  
• Fordelingen af akademisk servicearbejde: Hvem udfører servicearbejdet for institutterne og universiteterne? Hvilke vigtige opgaver bliver gjort usynlige og tælles ikke med i forfremmelsesstrukturen? Hvad kan vi ændre her?

På Datalogisk Institut, Københavns Universitet er vi klar til at støtte arbejdet med at forbedre kvaliteten og omfanget af de ligestillingsdata, som universiteternes mål bør sættes ud fra, og rykke tættere på målet om kønsmainstreaming.

Emner